Tillykke til Storebæltsbroen med de 20 år

Torsdag den. 14. juni er det 20 år siden, Storebæltsbroen åbnede. Derfor er der grund til at hejse flaget og ikke mindst tage hatten af for den visionære, politiske beslutning om at opføre Storebæltsbroen, som et flertal i Folketinget tog, selvom der ikke var lutter begejstring hos danskerne, og mange ikke kunne se fornuften i projektet.

Siden Storebæltsbroen åbnede i 1998 er broen blevet en ubetinget succes og både erhvervslivet og samfundet som helhed har nydt godt af Storebæltsbroen. Biltrafikken over bæltet er femdoblet siden indvielsen, og nu kører ca. 35.000 køretøjer over broen dagligt. Til sammenligning sejlede omkring 7.500 biler med færgerne over Storebælt før broen. Det forventes, at bilist nummer 200 millioner vil krydse broen lørdag den 16. juni.

”Storebæltsbroen er en stor succes og har bevist sin samfundsmæssige værdi. Vi er særdeles tilfredse med, at regeringen sidste år besluttede en gradvis reduktion af broafgiften på op til 25%. Det vil få endnu flere til at krydse broen til gavn for erhvervslivet og sammenhængskraften i Danmark. Den effekt vil blive forstærket, når det lykkes at få reduceret broafgiften yderligere. Det vil vi fortsat arbejde ufortrødent for”
– Jesper Møller, formand for Den nationale Storebæltskomité.

Så bliver varetransporten billigere, incitamentet for pendling over bæltet vil stige, og der vil skabes grobund for skarpere priser, større indtjening og flere investeringer. For erhvervslivet vil det kort sagt blive mere attraktivt at handle med og løse opgaver for hinanden mellem Øst- og Vestdanmark, og rækken af samfundsøkonomiske gevinster gør os til et rigere samfund.  Hertil kommer alle gevinsterne for danskerne og turisterne ved at kunne køre billigere over Storebælt og besøge familie, venner – og alle de skønne turistattraktioner rundt i landet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *