Den nationale Storebæltskomité skal sikre et stærkt fokus, maksimal slagkraft og national opbakning til at få nedsat broafgifterne over Storebælt for alle trafikanter hurtigst muligt – og på sigt helt at få afskaffet broafgifterne. Det vil styrke mobiliteten og den nationale sammenhængskraft samtidig med, at de danske virksomheder vil opnå en forbedret konkurrenceevne.
Ligeledes er det et afgørende succeskriterium for Storebæltskomitéen at få en politisk garanti for, at der ikke hentes yderligere midler ud af A/S Storebælt til andre formål. Dette er tidligere praktiseret, da de høje broafgifter i kombination med stigende trafik mellem Øst- og Vestdanmark år efter år genererer overskud i milliardklassen. Dette faktum indikerer, at der er en betydelig økonomi i A/S Storebælt, og at der vil være en høj grad af selvfinansiering i at sænke broafgifterne for alle trafikanter. Det vil således ikke betyde nedskæringer i kernevelfærd eller fjernelse af andre poster på Finansloven at reducere den vækstbarriere, de nuværende broafgifter over Storebæltsforbindelsen udgør.
Der har igennem de senere år været arbejdet intenst på begge sider af Storebælt på at få skabt politisk opmærksomhed på den vækstbarriere, broafgifterne på Storebæltsforbindelsen udgør. Ikke alene for erhvervslivet, men for samfundet som helhed. Dokumentationen kan hentes i Samfundsøkonomisk analyse af ændringer i afgifter på Storebæltsbroen (Grontmij, Marts 2015). Den viser, at ved selv de mest beherskede fremskrivninger kan der de næste godt 30 år realiseres et vækstpotentiale i størrelsesordenen 30 mia. kr. ved at reducere broafgifterne med 25%. Disse gevinster vil ikke bare fordele sig på Fyn og Vestsjælland – men i hele landet.
Med Finanslovsaftalen 2018 er afviklingen af broafgifterne for alle trafikanter påbegyndt. Broafgifterne reduceres med netop 25%, hvilket træder i kraft i to tempi: pr. 1.1.2018 med 15% og fra 2023 med yderligere 10%.
Den nationale Storebæltskomité styrker væksten, mobiliteten – og et Danmark i bedre balance.